Sold - Yellow note, 125 cm x 100 cm, 1998

JOHN WÛRTZ – EN MODERNISTISK MALER

Vi finder et sted en billedkunstner i sit atelier intenst arbejdende med at frembringe store, farverige, harmoniske og abstrakte billeder. Det er en proces, der har stået på i et tidsrum svarende til næsten en generation, og som har bragt kunstneren hen til et meget afklaret og meget unikt farve – og formsprog.

John Wûrtz indfanger som kunstmaler først og fremmest stemninger skabt af sollyset, skabt af de interiører, han befinder sig i og på den måde forbin-der han fantasi, historie og virkelighed til kraftfulde optimistiske billeder med stærke valg af farver og stærke valg af farvesammensætninger.

John Wûrtz`s billeder bliver på den måde til gedigne fremstillinger af eksistentielle grundbetingelser i den civilisation, han befinder sig i, og til en appellativ kunst, der synes til beskueren at fastholde, hvad livet drejer sig om. Studiet af sollyset er noget helt afgørende for John Wûrtz. Lyset skal spille med ind i billedet efter hans overbevisning, og motiv og forhistorie for billedet er noget, der kommer til efterfølgende. Og når sollyset indgår som så væsentlig en faktor indgår studiet af naturen det også. Wûrtz gennemfører præcise studier, præcise iagttagelser af den omgivende natur, og det uanset om det sker fra atelierets begrænsede perspektiv eller om det sker ved selv at tage opstilling derude med staffeli og pensel. Lyset skal være der med en styrke, der tillader Wûrtz at arbejde heftigt med farvesammensætning og farvegengivelse.
Vi har med en billedkunstner at gøre, der arbejder med udgangspunkt i livet, med udgangspunkt i en optik, der nuanceret og kreativt indfanger grundlæggende problemstillinger i et moderne samfund.

DET KUNSTNERISKE UDGANGSPUNKT FOR JOHN WÛRTZ

Vi er med Wûrtz tilbage i et elitært kunstbegreb – kunst er noget særligt, er materialer og historie udsat for kunstnerens bearbejdning og er dermed blevet til noget ophøjet og til noget, der fordrer aktivitet af beskueren. Hans sammensatte, eksplosive (farveeksplosive) og motivfyldte billeder bliver til i en proces, hvor arbejdet med det enkelte lærred ikke afbrydes af arbejdet med det næste billede – det konkrete billede skal først stå færdigt. Wûrtz laver ikke kobling til massekulturens fænomener. I stedet stiller han beskueren overfor motiver, hvor elementer af temaer om forfald er med – og er det civilisationens forfald eller er det naturens? Er det menneskelivet i den moderne epoke, der tærer hårdt på sine forudsætninger eller er det en henvis-ning til noget indadrettet – til den menneskelige psyke med appel om at finde overskud og finde beredskab for konstruktiv handling?

Med til det elitære hører også, at John Wûrtz ser sig selv som eksponent for tankegangen: Jeg er mig selv først og fremmest - jeg skal ikke være kulturambassadør på vegne af mit samfund men i stedet skal jeg være navigatør for egne valg, for egen tilværelse, jeg skal kunne genkende mig selv i de billeder, jeg laver. Jeg laver dybest set billederne af hensyn til mig selv og tilegnet mig selv. Jeg skal opnå den klarhed i farvevalget, jeg skal opnå de farvekonstellationer, der giver indsigt i lysets verden. Det er lyset – livets lys – der driver mig. Og når man arbejder med forgængelighed, arbejder man også med, hvad der måtte være det permanente, det holdbare. Det synes som om, at Wûrtz her peger på kunsten og på kunstens frembringelser. Billederne giver andre de samme muligheder, som han selv oplever; kunsten giver afsæt for at komme videre med ens tilværelse på langt mere kvalitative betingelser. Når man befordrer den stærke stemning, befordrer man også en tilværelse præget af langt større dybde og intensitet.
Virkemidlerne, John Wûrtz anvender, er både meget komplekse og meget enkle. Maleriet opbygges med et farvevalg, hvor der arbejdes lag på, lag med at opnå den og de farver, der giver mest muligt afsæt til lyset. Det er næsten som at befinde sig ved et stort blåt hav. Når lyset her fremkommer brydes det en ekstra gang – vandspejlet sender det i forvejen stærke lys på en ekstra tur, nu opad, og eksponeringen bliver derfor optimal. Og John Wûrtz arbejder umådeligt meget netop med farverne i sit maleri.  Det er som allerede nævnt lag på lag indtil sammensætningen synes den rigtige, indtil sammensætningen giver mulighed for det stærkest mulige afsæt Det er en kunstnerisk proces, der ikke slippes, før den er fuldført. John Wûrtz arbejder derfor også udelukkende med et billede ad gangen. Han oplever, at man ikke kan give billedværket den intensitet og den dybde, det skal have, hvis man stopper op, hvis man ikke konstant raffinerer og udbygger værket – teknisk set, kunstnerisk set. Al kunstnerens energi bliver så at sige ”parkeret” her, koncentreret her. Og som menneske, som kunstner sker der en uafladelig opbygningsproces i forhold til disse krav, som kunstværket stiller. I den dybt originale proces skabes noget nyt, noget unikt og sker det ikke, fornemmer kunstneren det helt uomgængeligt, og så er det forfra. Betingelserne for den kreative proces er hele tiden at stå med de forudsætninger, der gør det muligt for ham at møde sig selv, møde sine forskellige forudsætninger og sine forskellige erfaringer samt sin vurderingsevne og derved skabe sig optimale muligheder for en proces, der ligesom i videnskaben gør det, indbyder til ny erkendelse og ny læring.

CENTRALE UDGANGSPUNKTER FOR JOHN WÛRTZ`S MALERI

John Wûrtz ønsker med sit maleri at sætte spor – for sig selv og andre. Hvis billederne indebærer en oplevelse af noget sublimt, noget ophøjet er det samtidig således, at billederne medfører en oplevelse af et ”svæv” for tilskueren, for den der iagttager billedet. Får billederne en karakter, hvor de fremviser det monumentale gives der nye og kvalitative muligheder for Wûrtz og for hans publikum. I det monumentale ligger der en opfattelse af at tilværelsen kan forenes med refleksion, kreativitet, skaberglæde på måder, der udfordrer og udvikler både konkrete, kreative færdigheder og rummet for tanke- virksomhed. Billedet kan bringe personen fra et sted til et andet mere indholdsrigt udgangspunkt, mere rummeligt, mere nuanceret, med langt stærkere værdier. På den måde kan man også sige, at Wûrtz konstant arbejder med kunstbegrebet, arbejder med hele tiden at definere kunstens rolle i det moderne samfund. Arbejder med at sandsynliggøre kunstens nødvendighed og det uanset, at det er en erkendelse, der måske kun kan opnås af få.
Et andet udgangspunkt for John Wûrtz er kravet til originalitet. Han går ikke på kompromis med originaliteten, og hans billeder ændrer sig derfor også på forskellig vis. Hvert billede har sin egen komposition, sit eget temavalg, sine egne farver. Hvert billede fuldføres før han ser sig i stand til at påbegynde et nyt.
John Wûrtz har med sit modernistiske maleri sit eget formsprog. Oftest er det rektangulære figurer, der præger billedet og man spørger sig selv, om det er udtryk for at kunstneren ser sin tilværelse eller den moderne tilværelse som omgærdet af begrænsninger – af mulige stopklodser. Men samtidigt med dette er der oftest tale om en meget harmonisk komposition med klar midtercentrering på billedet, og på den måde peger Wûrtz med sit formsprog, sit billedsprog på balance, på stilhed, på bevidsthedsmæssig tyngde. I kompositionen afbalanceres et element af et andet, men kompositionen udgør også et rum, hvor man drages, hvor man bliver bedt om at stige på, hvor der peges på fundamentale forhold, på nødvendigheden af at være ærlig, på at være udstyret med stor personlig integritet, på at tage udgangspunkt i klare præmisser. Optimisme og fremtidsscenariet bliver derfor begge forhold, der dominerer, der tager sin væsentlige plads i kunstværket fra Wûrtz. Kompositionen skal pege på udsyn, på en optik, hvor det er væsentligt at kunne se sig selv lidt hævet over de umiddelbare omgivelser og kunne se sig selv skuende ud i et mega stort landskab.

OM DEN KUNSTNERISKE INSPIRATION FOR JOHN WÛRTZ

Inspirationen kommer der, hvor jeg er, siger kunstneren. Den kommer midt i landskabet eller kommer midt i byen, midt i Venedig, hvis det er der, spadsereturen finder sted. Og den kommer ved at kunstneren registrerer de ting, der sker tæt på ham, lige omkring ham..Lyset kan vandre på væggen,  bygningers karakter af noget midlertidigt bliver tydelig for ham. Og disse indtryk kommer til at pege på de fænomener, der repræsenterer livet, repræsenterer de grundlæggende kræfter i tilværelsen. Og her kan kunstneren tage sit afsæt, her kan han finde udgangspunktet for billeder, der signalerer stilhed, balance og stemning.

I Spanien bliver en bestemt bjergskråning til kunstnerens atelier, og også her vil små ændringer kunne afstedkomme udgangspunktet for ny inspiration. Og som i atelieret begynder processen med det enkelte billede på baggrund af en ”hvid” tavle. Det er de første strøg med malingen, de første anvendelser af farver, der kommer til at angive en retning for billedet, for hvad der sammen med inspirationskilderne i de forudgående billeder og i registreringen af de nære omgivelser udgør et samlet afsæt for den kreative og skabende proces.
I Spanien arbejdes der med andre materialer – her arbejdes med papir.
Fordelen ved det store atelier under åben himmel er selvsagt, at her stiller sig intet i vejen for kunstnerens kontakt med lyset og solen.  
Arbejdsprocessen har i atelieret hjemme karakter af et kæmpe maleprojekt. Kunstneren anvender farverne i en målestok og i et omfang, der undervejs betyder, at han må spartle, at han undervejs må kassere og lægge til. Netop fordi lærredet i sig selv fungere som inspirationskilde, bliver det væsentligt for ham at få benyttet farverne i et omfang, hvor farverne bliver filter for det stærkt stemningsmættede billede. De første farver på lærredet giver struktur til billedet og giver afsæt for at komme videre med motiv, farver og former. John Wûrtz bryder sig ikke om, at billedet indeholder fortællinger. Hvis man i kunstens verden vil aflevere egentlige fortællinger, peger han på litteraturen som et mere velegnet medie.

SELVKRITIK

Selvkritikken bringer kunstneren flere skridt videre og er med til at gøre, at vi her finder en kunstner i frodig vækst. I denne proces gør Wûrtz bevidst brug af mulighederne for at forlade billedet og komme tilbage, bevidst brug af mulighederne for at overveje arbejdsprocessens karakter med det pågældende billede. Han kommer derhen med det enkelte værk, som han gerne vil – hvor billedet kan stå selv, og hvor han som kunstner føler sig sikker på kvaliteten. Hvad der ved processens start var udgangspunkt blandt andre udgangspunkter, at det nye billede mindst skulle kunne måle sig med det foregående, bliver til slags læringsproces, der beriger og udvider kunstnerens sanseapparat.

JOHN WÛRTZ’S DANNELSESREJSE - FRA 17 ÅRIG UDLÆRT MALERSVEND TIL KUNSTMALER MED STORT AUTONOMT RUM

John Wûrtz er barnefødt i København og det lå ikke lige i kortene, at han skulle blive til en anerkendt og særdeles dygtig billedkunstner  Og Wûrtz er da også som kunstner autodidakt. Wûrtz forlod folkeskolen før han skulle i gang med en ungdomsuddannelse og tog i stedet en faglig uddannelse som maler/ bygningsmaler. Men det var kunsten og den kunstneriske udfoldelse, der lokkede og som lærling fik han ved sin første fødselsdag i lærlingetiden ønske fra sin mester en gave i form af staffeli, malefarver og pensler. Herefter begyndte rejsen mod kunstnerlivet. Han gik – naturligt nok i gang ved at male efterligninger af de store mestres produktioner: Van Gogh`s billede af cafeen i  Toulouse tjente som første udgangspunkt. Undervejs i lærlingetiden øvede han sig også ved under de obligatoriske skoleophold at gribe lærred og pensel. Det var der tre på hans elevhold, der gjorde. Og ved en bestemt lejlighed oplevede Wûrtz her at hans farveglæde kunne provokere og bringe i affekt. Læreren, der i øvrigt fungerede som censor ved udstillingsaktivitet på Charlottenborg, sammenkaldte på et tidspunkt hele holdet og erklærede med stor alvor, at gul og violet ikke måtte og ikke kunne sættes sammen. Det var efter at Wûrtz havde løst en opgave med maling af skilt ved at benytte pågældende farver. Siden var han så holdet mr. gul og violet. Wûrtz følte sig kun ekstra tilskyndet til at vælge kunstnervejen efter denne episode.

Efter endt faglig uddannelse indtrådte John Wûrtz i et fællesskab om atelier i Nyhavn med billedkunstneren Alfred Harry Lilliendahl. (Født 1909). Alfred var en dygtig kunstner – med i Cobra gruppen og blandt andet deltaget i maleriet COBRA – loftet som kan ses på Sophienholm. Arbejdet blev udført  sammen med Asger Jorn og andre særligt anerkendte kunstnere. Men Lilliendal var samtidigt ludfattig og kunne på den måde gøre John Wûrtz urolig i forhold til, hvad fremtiden som kunstner måtte bringe af økonomiske muligheder. John Wûrtz oplevede mange gange, at Lilliendahl, når han
tog hjem, tog til et fuldstændigt tomt køkken og måtte se aftenen gå med at spise absolut ingenting – varmt vand med salt blev til aftenens suppe.
Men det fælles atelier betød fine arbejdsbetingelser for Wûrtz og nu begyndte eksperimenterne for ham.  Alle former for billedkunst, alle genrer måtte stå for skud i den proces, Wûrtz gennemførte for sig selv og med sig selv.
For ham rakte pengene ikke til at gå på kunstakademiet, men energien, lysten og talentet rakte meget let til på en rejse, hvor Wûrtz`s kunstneriske og tekniske formåen hele tiden voksede. Efter 8 års eksperimentering fulgte i 1977 en særlig debutant udstilling på Den Fries Udstillingsbygning i København. Det var en udstilling, der slog Wûrtz`s navn fast, idet han som kunstner nu var kommet i en overskudssituation. Ved denne første udstilling havde billederne karakter af surrealistisk kunst.
Med i uddannelsen som autodidakt fulgte rejser til udlandets kulturinstitutioner  mange, mange museumsbesøg og deltagelse i en række udstillings-aktiviteter.
John Wûrtz var derfor allerede ved debutant udstillingen en erfaren kunstner. Wûrtz måtte, da atelieret brændte, flytte ind i et atelier i Boltens gård og han kom her til at bo tæt på Kunstakademiet. Her opholdt han sig indtil forholdet til en anden talentfuld kunstner, Jane Morten, førte til, at han flyttede til Slag-else.
Det frodige kunstnerliv bragte i 1986 John Wûrtz til et egentligt gennembrud, idet han i konkurrence med datidens øvrige billedkunstnere blev udpeget til at repræsentere Danmark ved en celeber udstilling i Monaco. Her var Cezar topnavnet i bedømmelsesudvalget. Siden har fast tilknytning til galleri i Danmark og i Sverige betydet, at John Wûrtz har kunnet afsætte sine billeder og denne tilknytning har også betydet nem adgang til udstillingsaktivitet. John Wûrtz har således i Sverige udstillet i Stockholm, Malmø, på Kunstmuseet i Høganæs for nu blot at nævne nogle af de mest fremtræd-ende udstillings byer i Sverige.
Som vist ovenfor lader Wûrtz sig først og fremmest inspirere af lyset og af de nærer omgivelser, men i det autodidakte lærings forløb kom han til at sætte særlig pris på billedkunstnere som J: M. V. Turner, som Hazelwood, som Giacometti Hos Turner var det brugen af lyset sammen med evnen til at frembringe billeder af ophøjede landskaber, ikke mindst billeder fra Venedig med storladne og stemningsmættede skildringer af byrummet, der fangede. Hos Hazelwood var det motiverne, der gav særlig anledning til refleksion. hos John Wûrtz.
Men det har hele tiden for John Wûrtz været det vigtigste at nå frem til egen udtryksform, eget billedsprog, til det billedsprog, der lod netop hans kunstneriske udtryk komme fuldt ud til syne.  

Ellen Bastholm, kunstkritiker